Invitation til generalforsamling onsdag 22. februar 2023 kl. 19.00
Kære medlemmer i Dragør Boldklub,
Så er det den tid på året, hvor vi skal afholde boldklubbens årlige generalforsamling. En aktivitet, der er en grundsten i foreningslivet, men i nyere tid ikke just har været noget større tilløbsstykke, sådan som det var "i gamle dage". Men det vil vi gerne have, at årets version bliver. Og derfor håber vi på, at mange af jer vil deltage.
Dragør Boldklubs generalforsamling onsdag 22. februar 2023 kl. 19.00
Udover de formelle punkter i henhold til vedtægterne, er det på generalforsamlingen, at vi fortæller om året, der er gået; fx om arbejdet med at få økonomien til at balancere på trods af øgede udgifter til vand/varme/el, om arbejdet med at blive DBU Børneklub og alle de andre aktiviteter i bestyrelsen og de forskellige udvalg i årets løb. Og om de mål, idéer og ønsker for fremtidens boldklub, som vi hele tiden arbejder på at gøre endnu bedre.
Derfor er der al mulig grund til at møde op. Og selvom vi også har brug for flere kræfter til bestyrelsen, skal I ikke holde jer væk i fare for at blive ”tvunget” ind i bestyrelsen. Sådan foregår det ikke.
Fremtidig bestyrelse
Fra den nuværende bestyrelse er det hovedparten, der ønsker genvalg. Men vi har også et par stykker der stopper efter længere tids tjeneste; heriblandt boldklubbens kasserer. Derfor skal der som minimum vælges en ny kasserer, ligesom vi har lyst og plads til, at der er flere der ønsker at blive en del af bestyrelsen.
Des flere vi er – i bestyrelsen eller i tilhørende udvalg udenfor bestyrelsen – des bedre en boldklub kan vi sammen drive og udvikle. Men der er ingen tvang – det skal være interessen og lysten til at gøre tilbuddene og forholdende bedre for børn, unge, seniorer og frivillige, der skal drive værket.
Er du interesseret i at høre mere om bestyrelsesarbejdet er du velkommen til at kontakte medlemmer af den eksisterende bestyrelse. Kontaktoplysninger finder du her: https://live-1548-dragoer-boldklub.umbraco-proxy.com/klubben/om-dragoer-boldklub/bestyrelsen-og-udvalg
Spisning inden generalforsamlingen
Tina i Tutten vil inden generalforsamlingen sørge for en særlig generalforsamlingsmiddag, så I kan nå at spise inden mødet går i gang. Mere info om dette følger på Tuttens facebookside - https://www.facebook.com/Drager.Boldklub.Marketenderiet
Dagsorden til generalforsamlingen:
- a) Valg af dirigent
- b) Formandens beretning
- c) Kassereren aflægger det reviderede regnskab
- d) Indkomne forslag
- e) Valg
- f) Eventuelt
Forslag eller lovændringer, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen (bestyrelse@dragoer-boldklub.dk) i hænde senest 8 dage før dennes afholdelse.