Menu

Mød et DB hold: Kvalitet både på og udenfor banen

image
Casper Kvist
16. september 2021 kl. 12:57
I en ny serie præsenterer vi klubbens mange hold; mød her vores ene +40 hold

Dragør Boldklubs ene +40 hold har eksisteret i tre halvsæsoner. Som alle andre nystartede hold var det laveste niveau, vi startede på. Vi tog naturligvis udfordringen op og lagde ud med at rykke op efter en sæson, hvor vi ikke satte et point til. Sæsonen efter gentog vi kunststykket, og i indeværende sæson ligger vi i den bedste række - sammen med klubbens andet og dygtige +40 hold.

Hvorfor hedder det så +40? Jo, det giver rigtig god mening, for selv om vi holder os godt, så viser vores dåbsattester, at gennemsnitsalderen på vores hold er tættere på 50. Dog kun 49😇 Vi er altså alle over 40 år.

Vi spiller 7-mands, og det er for mange af os første gang, at dette prøves af. Det har vist sig at passe godt til vores tekniske niveau og ....løbepensum.

Vores trup består af cirka 20 spillere, som fra gang til gang vælger at stille sig til rådighed. Det er nødvendigt med en bred trup, da kroppen til tider driller, familien skal passes og børnebørn bringes til verden. Truppen tæller et hav af spillere, som på den ene eller anden måde har været involveret i Dragør Boldklub gennem de sidste 45 år. Nogle er vokset op sammen i Dragør og har spillet på hold sammen i mange år, nogle er kommet til i løbet af seniorkarrieren, mens få er dukket op på gammelmandsholdene. 

På holdet er der mange hundrede førsteholdskampe for Dragør Boldklub, der er en danmarksmester, en tidligere udlandsprof, adskillige tidligere divisionsspillere og op til flere seriespillere fra andre klubber.

Holdet tæller også mange, der har virket eller stadig virker som ungdomstrænere i Dragør Boldklub. Flere har været hovedkræfterne bag det traditionsrige pinsestævne. Andre igen sidder eller har siddet i boldklubbens bestyrelse. Et par stykker har trænet klubbens 1. senior og andre igen har været aktive ift. A27. 

Vi er stolte af at give igen til en boldklub, som i den grad er rammen om vores fællesskab. Fællesskabet bliver til venskaber, og fodbolden har kastet mange sjove oplevelser af sig - på og uden for banen.

Spillet på banen er vigtigt, men 3. halvleg værdsætter vi også højt. Der er her holdbilledet tages, øllet drikkes, sejrssangen synges og vi med hinanden om skuldrene - synger holdsangen "Så længe jeg lever" - den livgivende sang, som oprindeligt er afsunget af en af Dragørs musikalske helte, John Mogensen.

Vi er blot et af klubbens mange gammelmandshold. På tværs af holdene er der et fint sammenhold. Flere hold træner fælles og før corona etablerede vi "Five-a-side". Sloganet er "Et hold - et ansvar". Bum.

Luk