Menu

Generalforsamling i boldklubben

image
22. marts 2022 kl. 13:16
Mandag 28. februar 2022 afholdt vi generalforsamling; nu er referat og formandens beretning online.

Sidste dag i februar blev der holdt generalforsamling i Dragør Boldklub med deltagelse af godt 20 medlemmer.

Blandt dagsordenspunkterne var valg til bestyrelsen, hvor fire medlemmer stoppede, mens resten fortsatte. Henrik Mørk Pedersen (træner på U6 drenge & U19 drenge) er nyt medlem i bestyrelsen og ny ungdomsformand for drengene.

Generalforsamlingen er også den tid på året, hvor vi hylder de frivillige. I formandens beretning lød det blandt andet sådan her: 

"Vi skal takke alle vores trænere og ledere, der sørger for at skabe god træning og gode fællesskaber på vores mange hold og årgange. Uanset om man gør det helt frivilligt, får en månedlig gage som fx vores ungetrænere, får omkostningsgodtgørelse som ungdomstrænerne eller får en mindre løn, som de uddannede trænere får det på seniorhold og akademi, er det ikke økonomien, der er drivkraften. Det er engagement og dedikation, lysten til at give videre, skabe gode oplevelser, gode fodboldspillere etc., der driver værket. Det ved vi godt som bestyrelse, for vi gør det samme selv.

Rigtigt mange spillere og forældre ved det også og værdsætter det højt. Men I en tid, hvor individualiseringen blomstrer, er det dyder, som vi som forening og boldklub skal sørge for at italesætte og sætte pris på. Ikke med mere økonomi, for dér kan vi ikke være med. Men med skulderklap, anerkendelse og godt sammenhold.

Tak også til alle de øvrige frivillige, der giver et nap med på den ene eller anden måde og dermed bidrager til, at Dragør Boldklub er et flagskib i forenings-Dragør og i nogle tilfælde også i fodbold-København. Vi har mange opgaver og ønsker til tiltag, som vi gerne vil løfte på foreningsniveau. Både i og udenfor bestyrelsen. Lad os få denne del til at blomstre endnu mere de kommende år".

Til slut på generalforsamlingen blev der også uddelt særlige priser og legater:

Afra Pokalen, der gives for stor frivillig indsats, gik i år til træner Ronnie Søholm-Eggertsen, der både er træner på U11 og U8 drenge. Kai Sport pokalen, der gives for stort stykke arbejde til gavn for DB, gik til Martin Kvist-Madsen, der er træner på U12 drenge. Han fik den for at have vendt afvikling til udvikling og skabt stor medlemsfremgang på denne årgang. 

Der var også uddeling af legater fra Richard Andersens Mindefond. Mindefonden er til minde om boldklubbens medstifter og mangeårige formand og uddeles som anerkendelse for uegennyttigt og aktivt medlemsskab af Dragør Boldklubs Ungdomsafdeling. Mindefonden blev stiftet i 1966 og uddelte året efter det første legat. Til årets generalforsamling blev legat 65 uddelt til træner på U16 piger (og pige/dame- og næstformand) Claus Schreiner Andersen, mens træner på U13 drenge (og formand) Søren Houen Schmidt fik overrakt legat 66. 

Stort tillykke til jer alle! 

Referat og formandens beretning er tilgængelig her

Luk