Menu

Marco Balck til Fremad Amager

image
13. januar 2018 kl. 10:23

Vi kan med stolthed afsløre, at vi endnu en gang har formået at udvikle en spiller, som nu kan tage et stort skridt videre.

Marco Balck har netop skrevet kontrakt med vores naboer fra Fremad Amager, hvortil han officielt skifter den 1. januar 2018.

Marco har været en stor profil på 1. seniors midtbane i de seneste par sæsoner, hvilket ikke er gået ubemærket hen. Han selv udtaler i forbindelse med sit skifte:

"Jeg er meget glad og stolt over at have fået muligheden for at prøve mig af på et højere niveau, og jeg glæder mig til at skulle opleve et semi-professionelt træningsmiljø. Derudover har det altid været en drengedrøm for mig at skulle begå mig på højere niveau, og derfor er jeg meget glad og stolt over denne mulighed jeg har fået."

Stor cadeau til Marco for denne flotte bedrift!

1. senior træner Martin Wittrup Enggaard udtaler følgende:

"Vi er meget stolte på Marcos vegne og over hans skifte til Fremad Amager. Skiftet er et stort skulderklap til først og fremmest Marco, men bestemt også til alle de frivillige trænere i Dragør Boldklub, som gør et fantastisk arbejde med fodbolden i Dragør. Thomas og jeg er imponerede over det store breddearbejde, der bliver gjort i klubben samtidig med, at de bedste spillere også får et godt tilbud bl.a. i A27-samarbejdet.
I forbindelse med skiftet har vi haft en god og konstruktiv dialog med Fremad Amager, som under hele forløbet oprigtigt har vist, at de vil samarbejdet på tværs af klubberne på Amager.
Fremad Amager får en spiller med gode tekniske færdigheder, et godt blik for spillet, og så er Marco kompromisløs i sit duelsspil på trods af, at han ikke af udseende er den mest fysisk stærke spiller.
Skiftet er et godt eksempel på, at der er flere veje til at slå igennem i dansk fodbold, og vi synes, at vi i Dragør Boldklub har fået skabt et miljø, der gør at Marco formentlig ikke er den sidste spiller, som tager springet til en højere hylde. Vi har en lav gennemsnitsalder, et godt træningsmiljø og vi arbejder hele tiden på at forbedre vores træninger og præstationerne i kampene."

Der skal på vegne af hele Dragør Boldklub, lyde et stort tillykke til Marco. Vi ser frem til at følge hans videre udvikling i landets næstbedste række.